Hverdagens historie
Mødet med København
Da familien Sørensen ankommer til København, er det sværere, end de tror, at finde et sted at bo, og de første par år må Karen Marie og Peter Martin bo hver for sig på små værelser. Det var ikke ualmindeligt, at arbejderfamilierne i perioder, f.eks. på grund af fattigdom eller dårlige boligforhold, måtte bo adskilt, og familierne flyttede tit meget rundt.
Familien Sørensen får mulighed for at flytte ind hos dem, og selvom det er meget småt, og der ikke er noget køkken, så bor de sammen nu – og det er det vigtigste!
Efter syv år i København får familien det, de anser for at være en luksuslejlighed. Det er kun en lille, mørk 1-værelses, men der er en helt særlig grund til, at familien er meget glad for lejligheden: Der er indlagt vand i køkkenet. Pladsen bliver dog snart for trang, for familien Sørensen bor på dette tids- punkt fem i lejligheden, og en lille ny er på vej.
Kilde: Liedecke, Anne Mette og Linda Nørgaard Andersen: En familie flytter til byen. I: Artikel, 2012, s. 1-13 (Artikel)
For landarbejderne var det en stor omvæltning at blive industriarbejder. På landet var de vant til at arbejde under åben himmel, og årstiderne bestemte arbejdsdagens længde og arbejdsopgavernes karakter. På fabrikkerne i byen var det helt anderledes. Her foregik meget af arbejdet inden døre, og skellet imellem arbejde og fritid blev tydeligt, fordi industrien havde faste arbejdstider. Fabriksuret blev et billede på den nye arbejdsrytme: Arbejderne mødte kl. 7.00 og gik hjem kl. 18.00 – de var blevet lønarbejdere.
Trods de store forandringer var det de færreste, der ønskede sig tilbage til tilvæ- relsen som landarbejder. Fattigdommen var stor på landet, og tilværelsen var hård, fordi man aldrig havde fri, men skulle stå til rå- dighed døgnet rundt. Landarbejderne fik ikke fast løn, og der var ingen fagforeninger, der kunne sikre dem økonomisk.
Selvom arbejdet og forholdene i byerne også var meget kritisable, havde arbejderne i by- erne trods alt fået deres frihed i den for- stand, at de nu var herrer over deres egen tilværelse.
I begyndelsen af perioden var der heller ikke på fabrikkerne faste aftaler om, hvor længe man var ansat ad gangen. Også her var lønnen dårlig, og heller ikke her fik man økonomisk hjælp, hvis man blev arbejdsløs, syg eller kom ud for en ulykke. I 1871 begyndte arbejderne i byerne derfor at organisere sig i fagforeninger.