​Hverdagens historie

Boligforhold i København

 

I 1880 var halvdelen af alle boliger i København enten en et eller toværelseslejlighed og primært bosat af arbejderfamilier. Der var dog for mange mennesker i byen efterhånden, og det pressede boligmarkedet ud i, at mange flere mennesker kom til at bo på meget mindre plads, samt at ”alternative” steder at bo, såsom kældre og loftsrum skød frem. Det var normalt for familier at flytte ofte, og delte tit ejendom med mange andre mennesker/familier.

 

De nye brokvarterer såsom Nørrebro, Vesterbro og en større del af Østerbro trak også mange familier til med deres nye etageejendomme. I disse ejendomme blev folk bosat som sild i tønder, idet at bygherrer opførte så mange boliger som muligt på meget lidt plads. Alt dette blev opført på trods af de fare som der kunne optræde sundhedsmæssigt og socialt.

 

Livet i byen var meget anderledes end livet i landet, i det at man ikke længere boede hos arbejdsgiveren og skulle finde sin egen bolig. Det betød, at man ofte kun kunne betale de mest usle lejligheder ud til baggården hvis man kom direkte fra landet, mens de bedre stillet familier kunne betale sig til en lejlighed i forhusene. En lejlighed i forhusene bestående af 2 værelser, rindende vand og deletoilet på bagtrappen, blev anset som en luksuriøs lejlighed.